Bent Irve skriver i bogen Tom Krestesen
udgivet af Carlsson Bokförlag 1999, ISBN 9107203887X
Primitiv kaldes ifølge Paul Gauguin,
den kunstner der først vælger ideen og derefter med udgangspunkt i
den benytter sig af virkeligheden. Tilsvarende findes der kunstnere,
der kun interesserer sig for virkeligheden, når den ses gennem
temperamentet. En sådan ternperamentsmaler
er den dansk-svenske Tom Krestesen. Det
betyder ikke, at hans malerier altid er en form for
temperamentsudbrud, de kan ofte være tøjlede til ganske afdæmpede
fremtrædelsesformer. Men det der er set og skal gøres synligt er
afgørende præget af et engageret temperament. Det er altså ikke
saglige billedgengivelser, der interesserer kunstneren, men
engagementets manende og besværgende udtryk. En kunstnertype af den
slags plejer almindeligvis at kaldes ekspressionist, men som sådan
er Tom Krestesen ikke særlig udpræget.
Det er sjældent, han giver sig den rene umiddelbarhed i vold, og
hvad angår det koloristiske er han ofte nedtonet og nuanceret til
det forfinede. I det omfang han bruger billedkunstneriske
kraftudtryk er de målrettede og præcise, ikke
hovedkuldse.
Torn Krestesen
er født i Danmark, i Kolding i 1927, men allerede som 8-årig flytter
familien til Århus, hvor han lever sine første ungdomsår og får en
uddannelse som håndværksmaler, men da der ikke er noget arbejde at
få i Danmark, flytter han til Stockholm, hvor han også begynder at
gå på tegneskole. Valget af Sverige er naturligt, da moderen er
svensk, og faderen var død allerede i 1943. Det bliver således i
Sverige, at Tom Krestesen bliver
kunstner, men han bliver det i høj grad på danske oplevelser og
indtryk. En tidlig vigtig inspiration kom fra faderen, der også var
kunstner, autodidakt, og uden større medgang i de tredivere han
udfoldede sig i, men så var det da også kriseår i Danmark, og
Kresten Krestesen hørte ikke til de få
fremtrædende som kunne tjene penge på sin kunst. Han afholdt dog
flere separatudstillinger og blev repræsenteret på bl.a. Århus
Kunstmuseum. Hans forenklede realisme med bløde, douce farvetoner
havde forbindelser til Vilhelm Hammershøi, som også sønnen tæller
blandt sine beundrede forbilleder. Men også faderens utrættelige
kamp og kompromisløshed under svære vilkår har formet sønnen og hans
kunstneriske arbejde.
Endnu i 1948, da Tom
Krestesen forlod Danmark for at bosætte
sig i Sverige, herskede der endnu en slags eufori efter
krigsafslutningen. Og selv da han var i Danmark i 1949, for at
forrette sin militærtjeneste, oplevede han ikke meget af den
koldkrigsstemning, som var ved
at vokse frem og som her formede en
gruppe grafiske kunstnere, som skulle komme til at dominere i hvert
fald den grafiske scene gennem mere end et par generationer. Det var
folk som Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen og Svend Wiig Hansen. I
1956 startede disse kunstnere med flere ligesindede en lille
udstillingsgruppe med titlen "Mennesket". Og her viste de nogle af
de første eksempler på den humant engagerede kunst, som de senere
skulle blive en slags eksponenter for. I forbindelse med gruppens
dannelse udtalte Svend Wiig Hansen i et interview, at "det er en
ulykkelig tid for mennesket; fantasien, drømmen og troen er taget
fra os", "Der skal blot en gal idiot til at trykke på knappen, så
ryger det hele i luften". Med tanke på hvad Tom
Krestesen senere udviklede i sin kunst er det næppe for meget
at sige, at han her havde en flok stærke åndsbeslægtede.
Halvtredsernes koldkrigsstemninger gav
sig, såvidt jeg kan skønne, ikke så
kraftige og direkte udslag i svensk kunst som i dansk. Men Danmark
havde jo også en okkupation i frisk erindring. Halvtredserne var for
Tom Krestesen overvejende en tid med
studier. På Konstakademiet i Stockholm
undervistes han af Sven Erixon, Bror
Hjorth og 011e Nyman (hans vigtigste
lærer). Bl.a. studerer han fresko-teknik, og en del af
studietiden tilbringes i Italien.
Debut'en finder sted på Liljevalcs
Vårsalong 1951, og den første
separatudstilling holdes i 1959. Hans maleri fra den tid
karakteriseres som kontrastrig klassicisme, men han er også i en
periode smittet af den såkaldt informelle
strømning, som vokser frem i Frankrig i slutningen af halvtredserne.
I det hele taget bevæger han sig sonderende frem i kunsten med en
ganske omfattende kunsthistorisk viden i bagagen. Efterhånden øges
interessen for at forholde sig til tiden, at gå kommenterende i
dialog med den, og hertil hjælper ham hans erindringer fra den
danske besættelsestid, hans optagethed
af de dramatiske sort-hvide kontraster, af inspirationer fra
kunstnere som f.eks. Goya og Carl Th.
Dreyer.
Interessen for det abstrakte viger i
midten af tresserne og Tom Krestesen
bliver en af de "ny-ekspressive" i
svensk kunst. Hans malerier er overvejende optaget af
menneskemotivet. Figurerne optræder i fastfrosne situationer som
antyder et dramatisk hændelsesforløb. Kaskader af lys omkring de
delvist opløste skikkelser formidler et voldsomt sindsbevæget
udtryk. I tilgift til det sorte, som da allerede har stærkt indpas i
hans kunst, udfoldes en heftig kolorit. Men til trods for at farven
her er et fremtrædende udtryksmiddel mærkes det, ikke desto mindre,
at det grafiske er et meget basalt element i hans udtryksform.
Menneskeskikkelser agerer kraftfuldt og pågående i hans
billedrum på en højst
nutidsenga geret måde, men samtidig
sådan at man får associationer til bl.a. renæssancens
menneskeskildringer. Tom Krestesens vej
til det humant engagerende udtryk er ikke så kort og direkte som de
danske grafikeres. Han har gået flere omveje, længere tilbage, og
følgelig fundet frem til et udtryk, der har mere omfattende
historisk basis. Hans billedtale til nutiden er gået omvej en gennem
inkvisitionens torturkældre.
Selv om der er mangfoldige impulser
fra for- og nutid i Tom
Krestesens kunst ender den dog ikke i
uoverskuelig sammensathed, men i en stærk og enkel polaritet.
Hovedsagelig bliver hans billedkunst nu koncentreret om spændingen
mellem lyset og mørket. Og mørket bliver den grund, han maler ud
fra. Også den impulsive formbearbejdelse bliver nu strammet ind til
en mere klassisk udformning, og temperamentet får en mere indirekte
forløsning. Men så er han også mere præciseret i sine skildrende
motivers fremlæggelse. Magtudøverne peges ud og anklages i denne
kunst. Rustninger og munkekutter, de overbevistes dommerkåber og
præstekraver bliver tydeligere uden at entydigheden indhenter hans
skildringer. Vi er i nutiden ved hjælp af fortiden, og langsomt
udvikler Tom Krestesen et helt klientel
af repræsentative typer, og også herindenfor
er polariteten tydelig. Vi møder dommerne og de dømte, forfølgerne
og de forfulgte, de overbeviste og de tvivlrådige, magtens og
afmagtens folk. Og, som lidt i ved siden af, disse modsætningernes
typer, lystens og kærlighedens skikkelser i form af sanselige
kvindefigurer.
I 1969 viser Tom
Krestesen det første af de værker i den teknik som skal præge
hans væsentligste og mest monumentale værker. Kunstneren går nu helt
bogstaveligt over til at skabe med lyset på mørket. På
tuschpræparerede træplader sliber og skraber han nu motiverne frem.
I stedet for farver udnytter han strukturen, træets farve og
åringer. Disse værker omfatter ofte rækker af figurer. Da det
sommetider er gamle døre eller dørlignende
stykker han bruger, udnytter han også karmenes og
træribbernes tilstedeværelse, så
figurerne virker som indespærrede i snævre celle- eller
niche-agtige rum. Det øger den dynamik
som ellers hovedsagelig ligger i den antydede billedberetning, der
ekspressivt fremstiller de grumme, de fortvivlede og de lidende. I
disse billedsuiter udtrykker rIom
Krestesen mest magtfuldt og storladent
sit humanistiske engagement, og det er givet med velberåd hu, at
disse billeder kompositorisk vækker erindringer om altertavler og
farve- og strukturmæssigt om torturkældre og krematorier. Det er som
om disse kroppe og kropsformer er trukket lige ud af lidelsens sod
og smuds.
Det stærkeste vidnesbyrd om Tom
Krestesens kunstneriske egenart og
tematik befinder sig helt åbenbart i hans menneskeskildringer. Men
ikke desto mindre har han flere facetter, som rigt udvider og
nuancerer hans motivverden. Her tænkes på landskabsbillederne og
opstillingerne. To genrer han med forkærlighed har arbejdet med her
i halvfemserne. I landskaberne er stemningen neddæmpet, skønt der
ofte optræder nogle helt strindbergske
himle. Landskabet er fladt (dansk?) og hyllet i
hammerhøisk clair
obscur. I opstillingerne, ofte den
eftertænksomme kunstners foretrukne medium, er Tom
Krestesen et stort stykke af den
voldsomme temperamentsmaler, han var i ungdomsårene. Her er
motiviske hentydninger til genrens frodige flamske mesterværker, men
vanitas-tematikken er ikke fremstillet
ved hjælp af motivelementer, men derimod ved hjælp af en nærmest
eksplosiv forvandlingsproces. Tingene, ofte frugter og blomster,
flammer i billederne op i en ekstatisk opblomstring før døden. I
disse billeder koncentreres hele hans tematik. Her besværger han
furiøst den død, der lurer på os fra alle sider, og hvis
tilstedeværelse han har brugt som incitament for sin trodsige,
livgivende kunst.
Bent Irve
Århus Kunstbygning 3.okt -1nov 98