Bent Irve skriver i bogen Tom Krestesen
udgivet af Carlsson Bokförlag 1999, ISBN 9107203887X

 

Primitiv kaldes ifølge Paul Gauguin, den kunstner der først vælger ideen og derefter med udgangspunkt i den benytter sig af virkeligheden. Tilsvarende findes der kunstnere, der kun interesserer sig for virkeligheden, når den ses gennem temperamentet. En sådan ternperamentsmaler er den dansk-svenske Tom Krestesen. Det betyder ikke, at hans malerier altid er en form for temperamentsudbrud, de kan ofte være tøjlede til ganske afdæmpede fremtrædelsesformer. Men det der er set og skal gøres synligt er afgørende præget af et engageret temperament. Det er altså ikke saglige billedgengivelser, der interesserer kunstneren, men engagementets manende og besværgende udtryk. En kunstnertype af den slags plejer almindeligvis at kaldes ekspressionist, men som sådan er Tom Krestesen ikke særlig udpræget. Det er sjældent, han giver sig den rene umiddelbarhed i vold, og hvad angår det koloristiske er han ofte nedtonet og nuanceret til det forfinede. I det omfang han bruger billedkunstneriske kraftudtryk er de målrettede og præcise, ikke hovedkuldse.

Torn Krestesen er født i Danmark, i Kolding i 1927, men allerede som 8-årig flytter familien til Århus, hvor han lever sine første ungdomsår og får en uddannelse som håndværksmaler, men da der ikke er noget arbejde at få i Danmark, flytter han til Stockholm, hvor han også begynder at gå på tegneskole. Valget af Sverige er naturligt, da moderen er svensk, og faderen var død allerede i 1943. Det bliver således i Sverige, at Tom Krestesen bliver kunstner, men han bliver det i høj grad på danske oplevelser og indtryk. En tidlig vigtig inspiration kom fra faderen, der også var kunstner, autodidakt, og uden større medgang i de tredivere han udfoldede sig i, men så var det da også kriseår i Danmark, og Kresten Krestesen hørte ikke til de få fremtrædende som kunne tjene penge på sin kunst. Han afholdt dog flere separatudstillinger og blev repræsenteret på bl.a. Århus Kunstmuseum. Hans forenklede realisme med bløde, douce farvetoner havde forbindelser til Vilhelm Hammershøi, som også sønnen tæller blandt sine beundrede forbilleder. Men også faderens utrættelige kamp og kompromisløshed under svære vilkår har formet sønnen og hans kunstneriske arbejde.

Endnu i 1948, da Tom Krestesen forlod Danmark for at bosætte sig i Sverige, herskede der endnu en slags eufori efter krigsafslutningen. Og selv da han var i Danmark i 1949, for at forrette sin militærtjeneste, oplevede han ikke meget af den koldkrigsstemning, som var ved

at vokse frem og som her formede en gruppe grafiske kunstnere, som skulle komme til at dominere i hvert fald den grafiske scene gennem mere end et par generationer. Det var folk som Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen og Svend Wiig Hansen. I 1956 startede disse kunstnere med flere ligesindede en lille udstillingsgruppe med titlen "Mennesket". Og her viste de nogle af de første eksempler på den humant engagerede kunst, som de senere skulle blive en slags eksponenter for. I forbindelse med gruppens dannelse udtalte Svend Wiig Hansen i et interview, at "det er en ulykkelig tid for mennesket; fantasien, drømmen og troen er taget fra os", "Der skal blot en gal idiot til at trykke på knappen, så ryger det hele i luften". Med tanke på hvad Tom Krestesen senere udviklede i sin kunst er det næppe for meget at sige, at han her havde en flok stærke åndsbeslægtede.

Halvtredsernes koldkrigsstemninger gav sig, såvidt jeg kan skønne, ikke så kraftige og direkte udslag i svensk kunst som i dansk. Men Danmark havde jo også en okkupation i frisk erindring. Halvtredserne var for Tom Krestesen overvejende en tid med studier. På Konstakademiet i Stockholm undervistes han af Sven Erixon, Bror Hjorth og 011e Nyman (hans vigtigste lærer). Bl.a. studerer han fresko-teknik, og en del af studietiden tilbringes i Italien. Debut'en finder sted på Liljevalcs Vårsalong 1951, og den første separatudstilling holdes i 1959. Hans maleri fra den tid karakteriseres som kontrastrig klassicisme, men han er også i en periode smittet af den såkaldt informelle strømning, som vokser frem i Frankrig i slutningen af halvtredserne. I det hele taget bevæger han sig sonderende frem i kunsten med en ganske omfattende kunsthistorisk viden i bagagen. Efterhånden øges interessen for at forholde sig til tiden, at gå kommenterende i dialog med den, og hertil hjælper ham hans erindringer fra den danske besættelsestid, hans optagethed af de dramatiske sort-hvide kontraster, af inspirationer fra kunstnere som f.eks. Goya og Carl Th. Dreyer.

Interessen for det abstrakte viger i midten af tresserne og Tom Krestesen bliver en af de "ny-ekspressive" i svensk kunst. Hans malerier er overvejende optaget af menneskemotivet. Figurerne optræder i fastfrosne situationer som antyder et dramatisk hændelsesforløb. Kaskader af lys omkring de delvist opløste skikkelser formidler et voldsomt sindsbevæget udtryk. I tilgift til det sorte, som da allerede har stærkt indpas i hans kunst, udfoldes en heftig kolorit. Men til trods for at farven her er et fremtrædende udtryksmiddel mærkes det, ikke desto mindre, at det grafiske er et meget basalt element i hans udtryksform. Menneskeskikkelser agerer kraftfuldt og pågående i hans billedrum på en højst nutidsenga geret måde, men samtidig sådan at man får associationer til bl.a. renæssancens menneskeskildringer. Tom Krestesens vej til det humant engagerende udtryk er ikke så kort og direkte som de danske grafikeres. Han har gået flere omveje, længere tilbage, og følgelig fundet frem til et udtryk, der har mere omfattende historisk basis. Hans billedtale til nutiden er gået omvej en gennem inkvisitionens torturkældre.

Selv om der er mangfoldige impulser fra for- og nutid i Tom Krestesens kunst ender den dog ikke i uoverskuelig sammensathed, men i en stærk og enkel polaritet. Hovedsagelig bliver hans billedkunst nu koncentreret om spændingen mellem lyset og mørket. Og mørket bliver den grund, han maler ud fra. Også den impulsive formbearbejdelse bliver nu strammet ind til en mere klassisk udformning, og temperamentet får en mere indirekte forløsning. Men så er han også mere præciseret i sine skildrende motivers fremlæggelse. Magtudøverne peges ud og anklages i denne kunst. Rustninger og munkekutter, de overbevistes dommerkåber og præstekraver bliver tydeligere uden at entydigheden indhenter hans skildringer. Vi er i nutiden ved hjælp af fortiden, og langsomt udvikler Tom Krestesen et helt klientel af repræsentative typer, og også herindenfor er polariteten tydelig. Vi møder dommerne og de dømte, forfølgerne og de forfulgte, de overbeviste og de tvivlrådige, magtens og afmagtens folk. Og, som lidt i ved siden af, disse modsætningernes typer, lystens og kærlighedens skikkelser i form af sanselige kvindefigurer.

 

I 1969 viser Tom Krestesen det første af de værker i den teknik som skal præge hans væsentligste og mest monumentale værker. Kunstneren går nu helt bogstaveligt over til at skabe med lyset på mørket. På tuschpræparerede træplader sliber og skraber han nu motiverne frem. I stedet for farver udnytter han strukturen, træets farve og åringer. Disse værker omfatter ofte rækker af figurer. Da det sommetider er gamle døre eller dørlignende stykker han bruger, udnytter han også karmenes og træribbernes tilstedeværelse, så figurerne virker som indespærrede i snævre celle- eller niche-agtige rum. Det øger den dynamik som ellers hovedsagelig ligger i den antydede billedberetning, der ekspressivt fremstiller de grumme, de fortvivlede og de lidende. I disse billedsuiter udtrykker rIom Krestesen mest magtfuldt og storladent sit humanistiske engagement, og det er givet med velberåd hu, at disse billeder kompositorisk vækker erindringer om altertavler og farve- og strukturmæssigt om torturkældre og krematorier. Det er som om disse kroppe og kropsformer er trukket lige ud af lidelsens sod og smuds.

 

Det stærkeste vidnesbyrd om Tom Krestesens kunstneriske egenart og tematik befinder sig helt åbenbart i hans menneskeskildringer. Men ikke desto mindre har han flere facetter, som rigt udvider og nuancerer hans motivverden. Her tænkes på landskabsbillederne og opstillingerne. To genrer han med forkærlighed har arbejdet med her i halvfemserne. I landskaberne er stemningen neddæmpet, skønt der ofte optræder nogle helt strindbergske himle. Landskabet er fladt (dansk?) og hyllet i hammerhøisk clair obscur. I opstillingerne, ofte den eftertænksomme kunstners foretrukne medium, er Tom Krestesen et stort stykke af den voldsomme temperamentsmaler, han var i ungdomsårene. Her er motiviske hentydninger til genrens frodige flamske mesterværker, men vanitas-tematikken er ikke fremstillet ved hjælp af motivelementer, men derimod ved hjælp af en nærmest eksplosiv forvandlingsproces. Tingene, ofte frugter og blomster, flammer i billederne op i en ekstatisk opblomstring før døden. I disse billeder koncentreres hele hans tematik. Her besværger han furiøst den død, der lurer på os fra alle sider, og hvis tilstedeværelse han har brugt som incitament for sin trodsige, livgivende kunst.

 

Bent Irve Århus Kunstbygning 3.okt -1nov 98